I 2019 udgav sundhedsstyrelsen en stor rapport med formålet at undersøge fysisk aktivitet og stillesiddende adfærd blandt 11-15 årige børn og unge. Undersøgelsen er den første nationale monitorering med objektive målinger.*

Undersøgelsen er baseret på 1.677 (53% piger og 47% drenge) børn fra 5., 7. og 9 klasser fordelt på 31 skoler i Danmark, som fik målt aktivitetsniveau med en bevægelsessensor (accelerometer).

Hvad er anbefalingerne?

Inden vi tager fat i resultaterne af rapporten skal vi lige se på, hvad der måles op mod. Sundhedsstyrelsens anbefalinger til 5-17 årige børn og unge er minimum 60 minutters fysisk aktivitet dagligt - udover de kortvarige dagligdags aktiviteter. Derudover anbefales det, at der mindst 3 gange i ugen skal indgå 30 minutters fysisk aktivitet med høj intensitet.

Ned til 36 minutters aktivitet om dagen.

Resultatet af undersøgelse viser, at eleverne gennemsnitligt var fysisk aktive i 48 minutter dagligt. Drengene i 7 minutter mere end piger. Eksempelvis var de drengene på 11 år de mest aktive med 57 minutter pr. dag, mens pigerne på 15 år med 36 minutter pr. dag var mindst aktive. Generelt faldt tiden med fysisk aktivitet desto ældre deltagerne var.

I forhold til anbefalingerne var kun 26% af børnene aktive i 60 minutter eller mere om dagen. I hverdagene levede 32% op til de 60 minutters, mens det tal var helt nede på 17% i weekenderne. Kigger vi igen på drengene på 11 år mod pigerne på 15, så kunne 42% af de unge drenge prale af at være aktive i 60 minutter eller mere, hvilket kun 6% af de lidt ældre piger kunne.



Stillesiddende i over 12 timer i weekenderne.

Udover mængden af fysisk aktivitet noterede forskerne også stillesiddende adfærd. Adfærden defineres som siddende eller liggende i vågen tilstand og blev målt fra 06.00 om morgenen til 23.59 om aftenen. I gennemsnit var de 1.677 børn stillesiddende i 11 timer og 16 minutter dagligt. I gennemsnit 10 timer og 59 minutter i hverdagene, mens det tal i weekenden var helt oppe på 12 timer og 23 minutter.



Kun 1/4 af børnene er aktive nok.

Målt op mod sundhedsstyrelsens anbefalinger var der altså kun 1/4 del af børnene der var aktive nok, hvilket er alarmerende. Samtidig må de stillesiddende timer vurderes som mange, mens der dog ikke endnu er evidens nok til at angive en maksimums anbefaling på området. Mange daglige stillesiddende timer kan godt kombineres med mange minutters fysisk aktivitet, hvorfor det bør vurderes adskilt. 

Tag børnene med til Fit.nu-træning

​Vil du træne med dit barn? Prøv månedens træning for marts, som ikke kræver andet end 15 minutter og lidt plads omkring jer! 


Skrevet af Martin Buhl Lindskov


*Fysisk aktivitet og stillesiddende adfærd blandt 11-15-årige - National monitorering med objektive målinger.                                          

Udgivet af Sundhedsstyrelsen. Udarbejdet af Mette Toftager og Jens Christian Brønd, SDU.