Hos Fit.nu har vi fået flere spørgsmål omkring veganske opskrifter og vores holdning til dette. I særdeleshed har filmen ”The Game Changers” på Netflix givet anledning til meget snak herom.

I den debat vil vi gerne opdele emnet i to. Det sundhedsmæssige aspekt som første del og så klimaet, miljøet og etikken som en anden del. Den anden del vil vi helst ikke kloge os på, hvorfor nedenstående kun tager udgangspunkt i videnskaben omkring den første del. Og så vil vi også lige nævne, at der er veganske måltider under udvikling, så vi både kan tilbyde et bredt udvalg af opskrifter der indeholder kød og ikke indeholder kød. Vi kan nemlig sagtens se fordelene ved begge dele, såvel som vi kan se udfordringerne. 

Med påstande fra filmen prøver vi, i denne artikel, at besvare de 3 spørgsmål, vi har fået flest gange. 


Hvis gladiatorerne var veganere, så må der jo være noget om det?”

Men var de nu også det? Den undersøgelse, der blev lavet på en gladiatorgravplads i Efesos viste, at der en stor del af gladiatorerne primært spiste en plantebaseret diæt, men undersøgelsen viste også indhold af nitrogen, hvilket sandsynliggør, at de også spiste animalsk. Andre gravsteder viste endnu højere koncentration af nitrogen. Et andet sted, Thebes i Grækenland, blev der fundet svovlkoncentrationer, der indikerer en kost rig på fisk og skaldyr.   

Det tyder altså på, at der både blev spist plantebaseret og animalsk. Hvad der afgjorde det var nok nærmere tilgængeligheden. En stor del af befolkningen var slaver, og så har en plantebaseret diæt nok både har været lettere og billigere.

”Protein fra planter er bedre end fra dyr.”

Det er ganske korrekt, at du kan få tilstrækkelig, faktisk samme mængde, protein via plantebaseret kost, som ved kost med animalsk protein. Dog er der lidt faktorer, der skal gøres opmærksom på i forbindelse med dette. For det første, så er kvaliteten af protein fra planter sjældent lige så god som ved animalsk protein. Uden at gøre det for avanceret, så indeholder et protein en sammensætning af aminosyrer. Af disse aminosyrer er flere essentielle og vigtige i forhold muskelproteinsyntesen (opbygning af musklerne). Ved animalske fødevarer er sammensætning af de essentielle aminosyrer oftest bedre end ved plantebaseret fødevarer. Det betyder, ganske enkelt, at der skal større fokus på det korrekte indtag af maden og/eller, at der skal mere mad til for at opnå den samme mængde af disse.

”Nogle af verdens bedste atleter er jo veganere, så det må være det rigtige?”

Det er nok et spørgsmål om det enkelte individ. Ved de fremhævede personer i filmen er det fedt, at det demonstreres, at man kan spise vegansk og stadig præstere på et utrolig højt niveau. At de så sammenligner med andre atleter, der spiser kød gør det lidt diffust.

Et eksempel herpå er MMA-kæmperen Nate Diaz, der vinder over Conor Mcgregor. I filmen fremstår Diaz’ veganske kost som årsagen, men hvad der ikke vises er, at Conor gik 2 vægtklasser op til netop denne kamp og at Conor faktisk vandt omkampen blot få måneder senere. Og hvad med de andre 11 kampe som Diaz har tabt? Var det kun mod veganere?

Det er, som skrevet tidligere, nok mere et spørgsmål om individet, og hvorvidt den person formår at spise vegansk sammen med et øget fokus på indtag af tilstrækkeligt protein.

Eksempler som ovenstående er der flere af i filmen til stor ærgrelse. Det kan siges, at ”The Game Changers” kommer med stærke anekdotiske eksempler – desværre med svag evidens. Det havde været væsentlig mere troværdigt, hvis de blot havde demonstreret, at vegansk diæt godt kan kombineres med at være en topatlet. Punktum.

Der er vist blevet plukket med mål for øje i ”The Game Changers”.

Tydeligt fremgår det i studiet vedrørende undersøgelsen med rødbedesaft. I filmen siges det, at rødbedesaft forbedrer udholdenhed og styrken i bænkpres (et liggende pres med en vægtstang). Det er korrekt, at studier viser, at det kan have en effekt. Der er også forskning som viser det modsatte. Endeligt er der en sammensat analyse, der konkluderer at det rødbedesaft kan have indflydelse, men at der er brug for mere forskning for en endelig konklusion.

I ingen af de mange studier fremgår det at deltagerne er veganere, hvorfor det reelt ikke vides om effekten er den samme. Men fordi rødbedesaft er plantebaseret, så fokuseres der i filmen på det faktum. Et faktum, som burde suppleres med den tvivlsomme effekt af rødbedesaft og de tvetydige resultater fra forskningen.

Og for resten.. Så kan du sagtens drikke rødbedesaft selvom du spiser kød. Du kan eksempelvis prøve vores lækre juice med rødbede lige her


Men hvorfor lave en film som ”The Game Changers”?

Det nævnes selvfølgelig ikke i filmen, hvilke interesser der er bag. Men kigger man på de involverede, så er det ganske tydeligt, at der er en interesse i at komme ud med filmens budskab. Produceren, James Cameron, er grundlægger og direktør af et ærteproteinselskab, Verdiant Foods. Arnold Schwarzenegger er medejer af Ladder, der sælger plantebaserede produkter, mens store dele af eksperterne i filmen er forfattere til bøger med fokus på plantebaseret kost.

Skal man så være veganer eller ej?

Det er altså meget op til det enkelte individ, hvorvidt den veganske retning er den rigtige. Det er helt sikkert en mulighed, men kræver nok også lidt mere for de fleste.

Der kunne med garanti laves en lignende film, hvor der blev lagt fokus på gevinst ved animalsk protein kontra plantebaseret, men hvad kunne være mest interessant var en film uden fod i den ene eller anden lejr. En film, hvor man snakkede om fordele og ulemper ved begge muligheder.  

Det skal igen understreges at artiklen kun er med udgangspunkt i det sundhedsmæssige aspekt, og ikke forholder sig til klima, dyreetik og miljø.

Uanset hvad, så varer det ikke længe før vi kommer med en håndfuld lækre veganske opskrifter på Fit.nu! 


Skrevet af Martin Buhl Lindskov



*Lösch S, Moghaddam N, Grossschmidt K, Risser DU, Kanz F (2014) Stable Isotope and Trace Element Studies on Gladiators and Contemporary Romans from Ephesus (Turkey, 2nd and 3rd Ct. AD) - Implications for Differences in Diet. PLoS ONE 9(10): e110489. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0110489

*Protein Complementation by ASN Staff, March 22, 2011. https://nutrition.org/protein-complementation/

*Norton LE, Layman DK. Leucine regulates translation initiation of protein synthesis in skeletal muscle after exercise. J Nutr. 2006;136(2):533S–537S. doi:10.1093/jn/136.2.533S

* Fødevaredata, version 4, 2019, Fødevareinstituttet, Danmarks Tekniske Universitet. Data for fødevarers næringsindhold er stillet til rådighed af DTU Fødevareinstituttet (frida.fooddata.dk)

*Mosher SL, Sparks SA, Williams EL, Bentley DJ, Mc Naughton LR. Ingestion of a Nitric Oxide Enhancing Supplement Improves Resistance Exercise Performance. J Strength Cond Res. 2016;30(12):3520–3524. doi:10.1519/JSC.0000000000001437

*Gonzalez AM, Spitz RW, Ghigiarelli JJ, Sell KM, Mangine GT. Acute Effect of Citrulline Malate Supplementation on Upper-Body Resistance Exercise Performance in Recreationally Resistance-Trained Men. J Strength Cond Res. 2018;32(11):3088–3094. doi:10.1519/JSC.0000000000002373

* McMahon, N. F., Leveritt, M. D., & Pavey, T. G. (2017, April 1). The Effect of Dietary Nitrate Supplementation on Endurance Exercise Performance in Healthy Adults: A Systematic Review and Meta-Analysis. Sports Medicine. Springer International Publishing. https://doi.org/10.1007/s40279-016-0617-7