
HVOR MANGE SKRIDT ER EGENTLIG “NOK”?
“10.000 SKRIDT”
Det er en generel opfattelse, at man skal gå 10.000 skridt om dagen. Derfor er der mange, der med diverse former for skridttællere måler, hvor mange skridt de egentlig selv tager om dagen.
Men hvorfor er tallet egentlig 10.000?
Det er svært at svare på. Flere mener, at der stammer fra Japan, hvor nogle af de første skridttællere blev markedsført som “10.000 skridtstæller” i 1960’erne.
Siden har flere studier undersøgt betydningen af antallet af skridt og hvor mange skridt der egentlig er nok.
Seneste studie* blev udgivet i 2019, hvor man over 4 år havde fulgt 16741 kvinder med en gennemsnitsalder på 72.
Dette studie viste, at så lidt som 4.400 skridt om dagen var relateret til lavere dødelighed. Med endnu flere skridt faldt dødeligheden gradvis – lige indtil man ramte cirka 7.000 skridt.
Fra 7.000 skridt og mere kunne man ikke se en relation til lavere dødelighed, hvorfor det konkluderes, at 10.000 daglige skridt måske er sat lidt i den høje ende for hvad der egentlig er “nok”.
Så for en gangs skyld kan vi glæde os over, at der faktisk skal mindre til end vi går og tror.
Ovenstående betyder dog ikke, at man skal gå mindre. Mere gang, løb og anden bevægelse – heriblandt træning med Fit.nu – har naturligvis en gavnlig effekt på mange andre parametre som vægttab, kondition mv.
Skrevet af Martin Buhl Lindskov
*Lee I, Shiroma EJ, Kamada M, Bassett DR, Matthews CE, Buring JE. Association of Step Volume and Intensity With All-Cause Mortality in Older Women. JAMA Intern Med. 2019;179(8):1105–1112. doi:10.1001/jamainternmed.2019.0899